PRESSEMEDDELELSE 14/5-26

Det er trist, at børn og gamle skal konkurrere om pladsen i lille Ramløse.

Det er nu en kendsgerning, at kulturhuset RAMhuset ved Ramløse Skole skal sættes på gaden.

Forældrene til børn i Ramløse bruger igen byens lokale skole, som er ved at vokse ud af sine rammer og får brug for mere plads. Det glæder os alle, for skolen og børnehuset, som tidligere oplevede elevflugt, er helt afgørende for byens udvikling og vækst. Den gode udvikling har stået på gennem mindst fem år, så måske skulle kommunen have forudset en løsning på den succes.

Kommunen har - i forhold til for et år siden - fra næste skoleår tredoblet antallet af elever med særlige behov fra hele kommunen, som skal undervises under specialområdet i Ramløse. Det er et voldsomt tryk på så lille en by, og det er den aktuelle årsag til skolens akutte pladsproblem.

Hvis byen også ønsker en fremtidig udvidelse til flere børnefamilier, vil skolen snart igen blive for lille og kræve en udvidelse. Der må ikke bygges mere på skolens nuværende matrikelnummer, så der skal i det hele taget tænkes nyt.

Går vi 13 år tilbage, blev den gamle del af Ramløse Skole - i dag RAMhuset - til overs efter planer for ombygning af skolen. En fremsynet kreds af byens borgere ønskede at bevare den og bruge den til lokale, kulturelle formål. Det blev gennem et stort frivilligt arbejde til RAMhuset i nu ti år med mange medlemmer og aktiviteter. Der er særligt mange daglige brugere over 65, - en aldersgruppe som udgør en fjerdedel af byens borgere.

Under møder med Gribskov Kommunes embedsværk og politikere tilbyder man os fremover forskellige af skolens spredte faglokaler efter skoletid, og det kunne jo være fint for en aftenskole.
Men RAMhuset er ikke en aftenskole. Det er lokalsamfundets daglige sociale samlingspunkt fra morgen til aften for borgere, som ikke skal afsted på arbejde eller i skole. Dem har Ramløse som sagt mange af, og de finder livskvalitet i dette fællesskab.

Kedsomhed, ensomhed og manglende mulighed for samvær plager i stigende grad vores små byer, men Ramløse er fortsat attraktiv med sin høje frivillige aktivitet. Spørg bare tilflytterne. Derfor kan man ikke tage et centralt, bredt engagerende samlingspunkt ud af byen.

Efter ti år er vi en række frivillige, som må smide håndklædet i ringen, hvis Gribskov Kommune fastholder, at vi må forlade den gamle skole uden et samlet alternativ. De tilbudte spredte lokaler på skolen efter skoletid er ikke et realistisk alternativ til brugernes daglige behov.

Ramløse må beholde det daglige fællesskab i et lokalt kulturhus for at være en attraktiv by, som også er meningsfuld for de mange ældre borgere. Husets frivillige vil nu lægge kræfterne i en fremtidig løsning i byen. Kan der laves en midlertidig løsning på en ledig ejendom? Hvordan kunne en permanent fremtidig løsning se ud?

Det ærgrer os, at vi ikke blev aktivt inddraget i at hjælpe med at finde en alternativ løsning for flere år siden, da elevtallet på skolen voksede. Men selvom det er sent, ønsker vi nu at arbejde for et projekt til at fortsætte det aktive kulturliv i byen. Er det mon Realdania, Rockwoolfonden, Veluxfonden eller A. P. Møller, vi skal henvende os til med et spændende landsbyprojekt i samarbejde med Gribskov Kommune? Det vil vi drøfte med borgerne i pressen, på sociale medier og i lokale grupper. Vi vil invitere Gribskov Kommune til at deltage som en fremsynet kommune med små, truede samfund, som ikke bare skal være sovebyer eller fritidshuse.

Bestyrelsen i Foreningen RAMhuset